Tobias fandt sin drømmeuddannelse på en cykeltur

 
 

Greenkeeperuddannelsen handler om meget mere end at slå græs. Det fik Tobias Pontoppidan øjnene op for, da han i forbindelse med et cykelprojekt endte med en læreplads i Give Golfklub. Det viste sig at være den helt rette hylde for ham, fordi han hver dag får frisk luft og masser af udfordringer.

Greenkeeeperuddannelsen var slet ikke på lystavlen, da 23-årige Tobias Pontoppidan skulle vælge retning efter 9. klasse. ”Alle gik jo bare videre på gymnasiet, og så gjorde jeg også. Jeg skulle nok have genovervejet, hvad jeg egentlig selv havde lyst til og ikke tænkt på de andre”, fortæller han.

 
 

Han blev aldrig rigtig glad for gymnasiet, men fik dog studenterhuen og uddannede sig efterfølgende til svømmetræner. Alligevel syntes han ikke, han havde fundet den rette vej endnu. Men da han i en periode var arbejdsløs og i kontakt med jobcenteret, viste der sig en mulighed, som helt tilfældigt førte ham mod det, der viste sig at være hans drømmeuddannelse. Nemlig uddannelsen som greenkeeper.

blockquote Alle gik jo bare videre på gymnasiet, og så gjorde jeg også. Jeg skulle nok have genovervejet, hvad jeg egentlig selv havde lyst til og ikke tænkt på de andre blockquote2

 
 

Hoppede af cyklen – men fik en læreplads
”Jeg hørte, at Give Golfklub sponsorerede en cykel, og så skulle man cykeltræne, samtidig med at man arbejdede i golfklubben. Slutresultatet var en cykeltur til Alpe D’huez. Jeg kom med i projektet, gennemførte træning og praktik og nåede hele vejen til Luxembourg, men så blev jeg træt”, griner Tobias Pontoppidan. ”Det var jo med at stoppe, inden bakkerne blev for stejle. Men til gengæld fik jeg en læreplads ud af det”, fortsætter han.
Give Golfklub var nemlig blevet så glade for ham, mens han var i praktik, at de tilbød ham at komme i mesterlære hos dem, så han kunne uddanne sig som greenkeeper. Og her fandt han endelig sin rette hylde.

Det handler om meget mere end at slå græs
Greenkeeperuddannelsen er en treårig uddannelse, der veksler mellem praktik og skoleundervisning.

 
 

blockquote Mange tror, at en greenkeeper bare er en, der slår græs - men det handler om så meget mere. Som greenkeeper bliver man ekspert i alt fra gravearbejde til biologi og finmekanik. Man skal have styr på gødning og sprøjtning og lære forskellige græstyper og planter at kende. Og du lærer om alt fra at lægge fliser til at vedligeholde maskiner blockquote2

”Mange tror, at en greenkeeper bare er en, der slår græs. Det troede jeg også selv, før jeg lærte faget at kende. Men det handler om så meget mere. Som greenkeeper bliver man ekspert i alt fra gravearbejde til biologi og finmekanik. Man skal have styr på gødning og sprøjtning og lære forskellige græstyper og planter at kende. Man lærer også alt fra at lægge fliser til at vedligeholde maskiner”, fortæller Tobias Pontoppidan, der tydeligvis er meget begejstret for sin nye hverdag.

”Man får rørt sig, og man er hele tiden i gang. Man har også mulighed for at være selvstændig og kreativ og finde sine egne løsninger. Og man får en masse dejlig luft. Det er kanon for dem, der ikke kan sidde stille foran en computer fra 8 til 16”, fortæller han.

 
 

Jobbet som greenkeeper giver livskvalitet
Tobias Pontoppidan er derfor sikker på, at hans fremtid ser lys ud. De fleste greenkeepere arbejder i golfklubber, hvor der er stor efterspørgsel på faglærte og derfor gode jobmuligheder. Men man kan også blive selvstændig, arbejde i private eller offentlige haveanlæg og parker eller tage til udlandet og arbejde.

 
 

"For mig er det vigtigste, at jeg føler, jeg ikke bare har fået et arbejde, men også en hobby. At man hele tiden får naturoplevelser og luft og lys som greenkeeper giver mig stor livskvalitet", fortæller han.

Han håber derfor også, at flere unge og deres forældre får øjnene op for uddannelsen, og at en kampagne som forældrekampagnen Ditbarnsfremtid.dk kan være med til at få flere forældre til at tænke lidt bredere, når de skal vejlede deres børn om det kryds, der skal sættes ved en ungdomsuddannelse.
"Man skal passe på med at følge med strømmen. For man kan komme steder hen, hvor man ikke hører hjemme. Tænk igennem: Hvad er mine interesser, og hvor kan de passe ind henne?", råder han.

blockquote For mig er det vigtigste, at jeg føler, jeg ikke bare har fået et arbejde, men også en hobby (...) Man skal passe på med at følge med strømmen. For man kan komme steder hen, hvor man ikke hører hjemme. Tænk igennem: Hvad er mine interesser, og hvor kan de passe ind henne? blockquote2