Hvad laver en bådebygger og sejlmager i dag?

Er dit barn glad for at arbejde i træ - og vild med sejlsport? På bådebyggeruddannelsen får dit barn mulighed for at fordybe sig i noget, der også er en fritidsinteresse. Der arbejdes med forskellige former for materialer som træ, komposit, glasfiberarmeret plastik, stål og aluminium, da bådebyggere fremstiller og reparerer lystfartøjer og andre mindre fartøjer. På stålskibe kan de også være med til at lave dæk og rækværk og indrette kahytter.

Hvis dit barn vælger specialeretningen sejlmager vil dit barn lære at designe og sy, skære og svejse sejl og cockpitkalecher. Sejlmageren fremstiller sejl og presenninger i naturmaterialer og kunstfiber og laver også knob og takling til montering af tovværk mv. På skolen undervises der blandt andet i materialelære, tegning og svejsning, iværksætteri og innovation, matematik, fysik, engelsk og dansk.

Esnord i Hillerød er landsskole for begge uddannelser. Det tager 4 år og 6 måneder at blive bådebygger eller sejlmager, og man skal søge ind på "Maritime Håndværksfag" - uanset om man vil være bådebygger eller sejlmager på optagelse.dk  Læs mere om uddannelsen og branchens mange muligheder her.

Fremtiden for en bådebygger eller sejlmager

Bådebyggere og sejlmagere arbejder typisk på lystbådeværfter, kutterværfter og stålskibsværfter, men der er også eksempler på bådebyggere, der designer undervandsrobotter eller går den selvstændige vej med egen virksomhed. Det er en uddannelse med rigtig gode muligheder for at arbejde i den maritime branche, der både tilbyder jobs i Danmark og i udlandet. Den maritime branche er stor og kommer til at mangle mange faglærte inden for blot få år. Derfor er der efterspørgsel på faglærte med en maritim håndværksuddannelse, ligesom der også er mange efter- og videreuddannelsesmuligheder inden for området.

Når man har fået sit svendebrev, får man samtidig adgang til en lang række erhvervsakademiuddannelser samt mulighed for at læse en professionsbachelor i fx. eksport og teknologi. Læs mere her

Sebastian knokler for OL-kvalifikation og svendebrev på samme tid

18-årige Sebastian Wright Olsen fra Lyngby kombinerer sin passion for elitekapsejlads med en bådebyggeruddannelse. Det kan han, fordi det værft, han er i lære på, er blevet Team Danmark-partner og giver ham mulighed for at træne til OL, samtidig med at han tager sin uddannelse. Det ruster ham til fremtiden, hvor han satser på at leve af at rejse rundt i verden og skiftevis sejle og reparere både.

Fra ufaglært lastbilchauffør til ingeniør, der udvikler undervandsrobotter

32-årige Christian Ackermann droppede skoletræt ud af sin ungdomsuddannelse og blev lastbilchauffør. Men på landevejene voksede drømmene, og nu er han uddannet bådebygger og ingeniør – og designer undervandsrobotter.

Praktikpladssituationen for bådebyggere og sejlmagere

Der er ikke mange uddannelsesaftaler, men alle elever har en praktikplads, da det er en forudsætning for optagelse på hovedforløbet, at man har en uddannelsesaftale. På grundforløbet kan man få hjælp til at søge en praktikplads. Det er også muligt at tage i praktik i et andet land via PIU-ordningen. Flere bådebyggerlærlinge er ansat på værfter i Norge eller USA og følger de obligatoriske skoleforløb i Danmark, hvor de kan bo på et skolehjem. 

Find ledige praktikpladser på www.praktikpladsen.dk eller tag direkte kontakt til ESNORD, som er landsskole for uddannelsen. Bor du langt væk fra skolen, kan du søge om optagelse på skolehjemmet i Hillerød.

Når du er i praktik som bådebygger, foregår det oftest på et værft eller hos en mindre bådebygger. I øjeblikket er der ledige praktikpladser, hvis dit barn ønsker at være bådebygger. Der er optag i januar og august, men tag direkte kontakt til ESNORD, hvis du vil vide mere om bådebygger- eller sejlmageruddannelsen. Skolen kan også formidle kontakt til flere af de værfter, som ansætter bådebygger- og sejlmagerelever

 

Bliv en del af Det Blå Danmark og få hele verden som din arbejdsplads:

Opslået af Det Blå Danmark på 8. oktober 2014

 

Få indblik i de mange forskellige muligheder en maritim uddannelse giver på worldcareers.dk