Data- og kommunikationsuddannelsen

Drømmer dit barn om at udvikle apps og hjemmesider, programmere eller løse komplicerede it-udfordringer? Så er det en god idé at kigge nærmere på data- og kommunikationsuddannelsen. Efter 3 år bliver man it-supporter, men fortsætter man 2 år mere, bliver man datatekniker med speciale i programmering eller infrastruktur. Det er to højt specialiserede uddannelser, som kræver teknisk indsigt og at man er god til matematik og engelsk. Datateknikeruddannelsen kan også tages som en EUX-uddannelse, hvor man tager en erhvervsuddannelse på gymnasialt niveau.

Datatekniker med speciale i programmering
På denne uddannelse lærer man at vedligeholde software og udvikle programmer på mange forskellige platforme. Man er med til at udvikle intelligente hjemmesider og databaser og bliver ekspert i, hvordan man udvikler brugerflader til computer og mobil-platforme. Informationsteknologi, operativsystemer, fejlfinding og programmering er daglige udfordringer på denne uddannelse, mens fag som dansk, matematik og engelsk, iværksætteri, innovation og produktudvikling også er i spil. Læs mere om specialet her.

Fremtiden for en datatekniker

Datatekniker med speciale i programmering eller infrastruktur er moderne it-uddannelser på højt niveau, der klæder de unge på til en karriere i it-branchen. Mange virksomheder mangler folk med specialiserede it-kompetencer, så der er gode job og karrieremuligheder - og løn allerede mens man læser

Læs om videreuddannelsesmulighederne her:

Som noget helt nyt kan dit barn gå på en Apple-linje på Mercantec i Viborg og blive specialist i Apple-app udvikling. Hvis der er for langt til Viborg, er der 25 andre erhvervsskoler som udbyder data- og kommunikationsuddannelsen, og der er optag på de fleste skoler i januar og august. Roskilde Tekniske Skole, Mercantec og ZBC har optag den 22., 25. og 29. oktober - og der er stadig ledige pladser på GF2.

Se hvorfor Maj Britt og Logan har valgt at blive datateknikere

Praktikpladssituationen for datateknikere og it-supportere

Der skal gøres en ekstra indsats, når man skal finde en praktikplads som it-supporter eller datatekniker, selvom der er rift om de unge, når de er færdiguddannede. Men husk at erhvervsskolernes praktikpladskonsulenter står klar til at hjælpe dit barn med at finde en praktikplads. Se de ledige praktikpladser på praktikpladsen.dk 

Lignende uddannelser

Hvis dit barn er interesseret i it og webdesign, er det oplagt at kigge på nogle af de andre it-uddannelser.

It-supporter

Som it-supporter arbejder man med virksomhedens it-systemer - både hardware og software. It-supporteren vil normalt have det daglige ansvar for driften af anlæg og er i beredskab, når pc´en går ned. Kort sagt er it-supporteren med, når der skal ydes it-førstehjælp. Kundeservice og rådgivning er andre vigtige emner under uddannelsen, da man også skal rådgive kunder og kolleger om produkter. Fordi udviklingen inden for it-området går så hurtigt, stilles der store krav til at man holder sig opdateret.

Det tager ca 3 år at bliver it-supporter, og det er både muligt at komme i praktik i Danmark og i udlandet.

Webudvikler

På uddannelsen til webudvikler lærer man at producere avancerede websites og apps til web. Man arbejder med programmering og kodning - og bliver ekspert i at lægge billeder, video, lyd og animation ind. Iværksætteri, e-handel og informationsteknologi er andre spændende emner under uddannelsen, som foregår på skolen. Som webudvikler samarbejder man med andre professionelle mediefolk i private og offentlige virksomheder, på reklame- og webbureauer – eller man kan starte sit eget firma. 

Det tager 2 år og 3 måneder at blive webudvikler, men fordi det er en kvoteuddannelse, er der et begrænset antal pladser.