Steffen satser på job i udlandet fordi den danske smedeuddannelse er i høj kurs

 
 

26-årige Steffen Steen Lauritzen fra Nakskov er vild med sin smedeuddannelse og brugte sin efterårsferie på at vise en potentiel praktikplads, hvad han duede til. Det gav pote, så nu er både lærepladsen og fremtidsdrømmene om et job i udlandet kørt i stilling.

 
 

Steffen Steen Lauritzen fra Nakskov er endnu ikke færdig med grundforløbet på smedeuddannelsen på CELF, men han er allerede overbevist om, at han er havnet på helt rette hylde – og lærepladsen er også allerede sikret. Det brugte han frivilligt sin efterårsferie til.
"Ardo A/S i Orehoved (som forarbejde lokalt dyrkede ærter og sælger dem som frostvarer, red.) søgte lærlinge, som havde mulighed for at komme og hjælpe lidt til i uge 42 sidste år, så man ligesom kunne se hinanden lidt an, inden man lavede en elevkontrakt. Så jeg kontaktede dem og sagde, at det ville jeg gerne. Det var rigtig fedt og en god uge, hvor jeg fik lov til at svejse og fik ansvar fra dag et. I februar 2017 startede jeg så på min regulære praktikplads", fortæller Steffen Steen Lauritzen.

 
 

Synes at hver dag er sjov på smedeuddannelsen
Steffen Steen Lauritzen har været lidt omkring – på blandt andet pedeluddannelsen og et år på VUC, hvor han tog dansk, engelsk og matematik – inden han fandt ud af, at han gerne ville være smed.
"Jeg så, at der var ret mange lærepladser inden for det område, og så fik jeg øjnene op for, at det kunne være en god vej at gå. Og jeg kan bare mærke, at det er det helt rigtige. Jeg står i hvert fald op hver dag og synes, det er sjovt", fortæller han.

blockquote Jeg så, at der var ret mange læreplad- ser inden for det område, og så fik jeg øjnene op for, at det kunne være en god vej at gå. Og jeg kan bare mærke, at det er det helt rigtige. Jeg står i hvert fald op hver dag og synes, det er sjovt blockquote2

 
 

Han er især vild med tig-svejsning, hvor man sidder med en svejsepistol, der varmer i den ene hånd og manuelt tilfører tråd med den anden hånd og virkelig skal koncentrere sig. Der er en høj faglighed i det, og noget, der kræver meget øvelse, hvis man skal blive god til det. Derudover kan han godt lide både fysik og innovation, som også er en del af uddannelsen.

Danske smede er efterspurgte
I det hele taget mener Steffen Steen Lauritzen, at det høje faglige niveau, som smedeuddannelsen har i Danmark, er et kæmpe plus og har stor betydning for hans fremtidsplaner.

 
 

blockquote min plan er at blive rejsemontør, hvor man bliver ansat i et firma, der sender en derhen, hvor der er brug for en. Jeg synes, det er en supergod mulighed for at komme ud og opleve verden, mens jeg arbejder blockquote2

"Danske smede er efterspurgt ude i verden. I Norge får du et svejsecertifikat på få uger, mens i Danmark får vi altså fire års uddannelse og har en helt andet faglighed. Så min plan er at blive rejsemontør, hvor man bliver ansat i et firma, der sender en derhen, hvor der er brug for en. For eksempel er der mange firmaer i Norge, der sender folk ud for at arbejde offshore. Jeg synes, det er en supergod mulighed for at komme ud og opleve verden, mens jeg arbejder", fortæller han.

 
 

Flere bør kende de gode muligheder i smedeuddannelsen
Han håber, at mange flere unge får øjnene op for smedeuddannelsen, fordi der er stor efterspørgsel på dygtige smede.
"Jeg tror, der er rigtig mange unge, der ikke ved, at det kræver faglig dygtighed, og at man skal gå helhjertet ind i det. Og som forælder – for det er nok tit dem, der har indflydelse på deres børns uddannelsesvalg – skal man også vide, at der er gode jobmuligheder og god løn inden for faget. I hvert fald for dem, der er klar til at arbejde og går op i deres fag. Det håber jeg, et tiltag som forældrekampagnen Ditbarnsfremtid.dk kan være med til at få fokus på", siger Steffen Steen Lauritzen.