Lars har været med til at bygge Berlin

 
 

Friheden, arbejdet under åben himmel og glæden ved at skabe noget. Det er tre grunde til, at 44-årige Lars Palmquist fra Gilleleje altid har elsket at være struktør. Uddannelsen og jobbet har bragt ham vidt omkring, og nu underviser han på Esnord i Hillerød, hvor han giver glæden ved faget videre til andre.

 
 

Lars Palmquist kiggede i flere år længselsfuldt efter busserne med danske håndværker-sjak, der blev sendt til Berlin for at bygge store lejlighedskomplekser. Det var i 90’erne, hvor der for alvor var gang i at renovere hele det gamle Østberlin. Endelig en dag fik han lov at komme med. Og det blev starten til en struktør-uddannelse og en spændende karriere.

 
 

”En af mine kammeraters far var entreprenør, og de sendte busser afsted med unge håndværkere, der var dernede i 10 dage, hjemme i 4 dage og så afsted igen. Jeg plagede længe, og så fik jeg endelig lov til at tage med og startede som ufaglært jord- og betonarbejder”, fortæller han.

”Det har far bygget”
Selv om arbejdsdagene var lange, og arbejdet krævede muskler og udholdenhed, elskede Lars Palmquist straks arbejdet. Han nød fællesskabet med kollegaerne og det at skabe synlige resultater hver dag. Det endte derfor også med, at han sagde ja til en læreplads som struktørlærling i firmaet.
”Halvdelen af min læretid fortsatte jeg med at arbejde i Tyskland, men så rykkede vi til Danmark, efterhånden som der også kom gang i byggeriet herhjemme”, fortæller Lars Palmquist.

blockquote Struktørerne er nogle af de første på en byggeplads. Det er dem, der skal grave ud, støbe og gøre alt klar. Så de er et utrolig vigtigt led. Mange tror, det handler om at kaste beton ned i et hul og så holder det hele nok. Men det kræver præcision på millimeter at støbe korrekt og forstå materialet og hvad, man kan med det blockquote2

 
 

Fordi struktøruddannelsen er forholdsvis ny, har han ofte skullet forklare, hvad en struktør egentlig laver. ”Struktørerne er nogle af de første på en byggeplads. Det er dem, der skal grave ud, støbe og gøre alt klar. Så de er et utrolig vigtigt led. Mange tror, det handler om at kaste beton ned i et hul og smide et cykelstativ ned oveni, og så holder det hele nok. Men det kræver præcision på millimeter at støbe korrekt og forstå materialet og hvad, man kan med det”, siger Lars Palmquist.

 
 

blockquote Der er en høj faglighed i faget, og man har utrolig mange gode jobmuligheder – alle de store nye byggerier skriger jo på struktører - og en ret god løn. Derudover er der også masser af muligheder for at læse videre  blockquote2

Han var færdiguddannet i 2000 og gik med sin gamle mesters sønner ind i at etablere en ny entreprenørvirksomhed, der byggede murermestervillaer. Efter 10 år her, arbejdede han for nogle af de helt store entreprenørvirksomheder som Pihl & Søn og MT Højgaard og var blandt andet med til at bygge svømmehallen og skolen i Helsinge.
”Jeg synes, det er fedt, man kan køre forbi store bygningsværker og stolt fortælle sin søn, at ”det har far bygget”. Nærmest helt selv, selvfølgelig”, griner Lars Palmquist.

 
 

Var nysgerrig og ville prøve noget nyt
For tre år siden skulle der dog ske noget nyt. Lars Palmquist havde gået og arbejdet på nogle bygninger på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød, var faldet i snak med nogle lærere og blev interesseret i at komme til at undervise. ”Jeg var nysgerrig og tænkte, at der jo ikke kunne ske noget ved at prøve. Og så blev jeg grebet af, at man kunne gøre en forskel for nogle unge. Det er meget givende at kunne flytte dem og give dem troen på sig selv og evnerne til at komme ud og få en fed læreplads og et godt job bagefter”, fortæller han.
Han tog i første omgang et mentorkursus og et førstehjælpskursus for at komme til at undervise, men nu er han også startet på en pædagogisk diplomuddannelse.
”Jeg er utrolig glad for at undervise, men når solen skinner, og man kan se et sjak, der går og arbejde, mens radioen kører, kribler det lidt i fingrene. Så jeg holder stadig faget ved lige og tager ud og arbejder som struktør, når jeg har muligheden”, siger Lars Palmquist.

Gode job- og videreuddannelsesmuligheder
Lars Palmquist synes netop, at det helt geniale ved hans fag er, at han kan bruge det til så mange ting.

 
 

”Der er en høj faglighed i faget, og man har utrolig mange gode jobmuligheder – alle de store nye byggerier skriger jo på struktører - og en ret god løn. Derudover er der også masser af muligheder for at læse videre. Det håber jeg, en kampagne som ditbarnsfremtid.dk kan være med til at fortælle især forældre. Og de skal vide, at de allermest efterspurgte bygningskonstruktører og ingeniører altså er dem, der har en erhvervsuddannelse bag sig og ved, hvad de har med at gøre”, siger han og fortsætter:

”Så jeg ser det at være uddannet struktør som et sikkerhedsnet. Du har en uddannelse, du altid kan få arbejde indenfor, og som du altid kan vende tilbage til. Samtidig er det et supergodt trinbræt til videreuddannelse, hvis det er det, man vil”, siger han.

blockquote De allermest efterspurgte bygningskonstruktører og ingeniører er altså dem, der har en erhvervsuddannelse bag sig og ved, hvad de har med at gøre. Jeg ser det at være uddannet struktør som et sikkerhedsnet. Du har en uddannelse, du altid kan vende tilbage til. Samtidig er det et supergodt springbræt til videreuddannelse blockquote2

 
 

Jobmuligheder i udlandet er der i øvrigt også mange af. ”Nu arbejdede jeg jo selv i Berlin. Men der er ofte også job i f.eks. Canada, Grønland, Norge og Sverige. Jeg har endda set et jobopslag på Maldiverne. Danske håndværkere har et rigtig godt ry i udlandet, og mange lande har slet ikke en struktøruddannelse som os, så vi har noget ekstra at komme med”, slutter han.