Mille er Danmarks bedste struktør-lærling

 
 

Mille Eriksen er netop blevet kåret som Danmarks bedste struktørlærling ved DM i Skills 2017. Hun kan slet ikke se noget specielt i, at hun er kvinde i et typisk mandefag. For hun gør jo bare sit arbejde og er i øvrigt vild med det. Hun har dog allerede planer om at læse videre – for det giver faget også gode muligheder for.

 
 

22-årige Mille Eriksen fra Næstved har en lidt anderledes hverdag end de fleste af hendes veninder. Som struktørlærling for entreprenørgiganten Per Aarsleff A/S løber hun nemlig rundt og støber fundamenter og monterer rør og store betonelementer. Og faktisk er hun så dygtig til det, at hun lige er blevet kåret til Danmarks bedste struktørlærling sammen med sin kammerat. Struktører konkurrerer nemlig i hold på to.
"Det er stort, synes jeg. En rigtig dejlig anerkendelse. Vi fik opgaven 14 dage før, så vi kunne begynde at planlægge og strukturere, hvordan vi skulle gøre det. Det kræver stor koncentration, og at vi kan arbejde hurtigt, når vi først står der. Oftest indeholder opgaven både noget med forskalning, armering og forstøbning", fortæller hun.

Eneste kvinde i konkurrencen
Mille Eriksen slynger om sig med fagtermerne og fortæller om, hvordan hun har været med til at bygge broer, nye bygninger til Novo Nordisk og ekstra sikkerhed under terminal 2 i Københavns Lufthavn.

 
 

Hun tænker ikke over, at det er atypisk at være kvinde i struktørfaget, og hun derfor også var den eneste kvinde ved DM i Skills. For hende var det nemlig et helt naturligt valg at blive struktør, efter at hun havde prøvet lidt forskelligt. Blandt andet at arbejde som handicaphjælper og snuse til smedeuddannelsen.
"Det har altid tiltalt mig at arbejde meget udendørs, og jeg kendte til faget fra min far. Så da de andre ting, jeg havde prøvet, ikke lige var mig, begyndte jeg på grundforløbet til struktøruddannelsen på EUC Sjælland. Med det samme vidste jeg bare, at det var lige noget for mig", fortæller hun.

blockquote Det har altid tiltalt mig at arbejde meget udendørs (...) så da de andre ting, jeg havde prøvet, ikke lige var mig, begyndte jeg på grundforløbet til struktøruddannelsen på EUC Sjælland. Med det samme vidste jeg bare, at det var lige noget for mig blockquote2

 
 

Kunne vælge mellem tre praktikpladser
Uddannelsen blev ikke mindre spændende, da hun skulle til at søge praktikplads. Hun sendte fire ansøgninger afsted og fik tilbudt tre forskellige lærepladser. Hun endte med at sige jatak til Per Aarsleff A/S, som er en af Danmarks største entreprenørvirksomheder, der bygger alt fra motorveje og broer til hospitaler og store erhvervsbyggerier. Mille Eriksen arbejder i et fast sjak, der flyttes rundt i landet, alt efter hvor de aktuelle opgaver ligger henne.

 
 

blockquote Jeg elsker det med, at der ikke er to opgaver eller to dage, der er ens. Og så er det fedt, at man fysisk kan se, at man har udført et stykke arbejde. Også om mange år kan jeg køre forbi en bro eller bygning og tænke på, at det har jeg været med til at lave blockquote2

Her er hun med i alt fra planlægningen til selve udførelsen. Og der er stor fokus på både arbejdsmiljø, trivsel og høj faglighed og kvalitet i arbejdet. "Jeg elsker det med, at der ikke er to opgaver eller to dage, der er ens. Og så er det fedt, at man fysisk kan se, at man har udført et stykke arbejde. Også om mange år kan jeg køre forbi en bro eller bygning og tænke på, at det har jeg været med til at lave", siger Mille Eriksen.

Vil læse videre
Selv om Mille Eriksen elsker sit arbejde, ved hun dog allerede nu, at hun skal læse videre, når hun om et års tid er færdiguddannet som struktør.

 
 

"Jeg havde drømt om at lave det, jeg laver, for evigt. Men desværre er det blevet tydeligt, at jeg ikke kan holde til det i længden med mine arme. Så derfor har jeg besluttet, at jeg vil læse videre til bygningskonstruktør eller ingeniør", fortæller hun.
Hun er dog ikke i tvivl om, at stuktøruddannelsen alligevel har været det helt rette valg for hende. "Det er et supergodt skridt til videreuddannelse. Og så tror jeg også, det i sidste ende bliver nemmere at få job som for eksempel bygningskonstruktør eller ingeniør, når folk ser, at jeg har den praktiske erfaring og ved, hvad det handler om", siger hun.

 
 

Håber flere vil tjekke erhvervsuddannelserne ud
Mille Eriksen håber, at mange flere får øjnene op for erhvervsuddannelserne og forstår, hvor gode muligheder for både praktikpladser, job og videreuddannelse, der er på de fleste af dem.
"At jeg kunne vælge mellem flere praktikpladser viser jo, hvor stort behov der er for faglærte. Men jeg tror, der er mange af mine kammerater og deres forældre, der ikke kender så meget til erhvervsuddannelserne. Derfor er det rigtig godt, at der bliver sat mere fokus på det. Jeg tænker, det er smart at hive fat i forældrene, som kampagnen Ditbarnsfremtid.dk gør, fordi de har stor indflydelse på, hvad deres børn vælger af uddannelse. I mit tilfælde var det også min far, der inspirerede mig. Men hvis man ikke har forældre, der kender til håndværksfagene, så tror man måske, gymnasiet er den eneste rigtige vej at gå", siger hun.