Malthe har vist vennerne, at VVS-energiuddannelsen kan føre vidt

 
 

18-årige Malthe Lyth Jensen måtte høre på en del vittigheder, da han valgte VVS-energiuddannelsen. Men da vennerne så hans første lønseddel og senere hørte om hans rejse til Nepal, hvor han underviste på en teknisk skole og arbejdede på en jordskælvsramt skole, grinede de ikke længere.

 
 

”Har du virkelig lyst til at rode rundt i folks lokummer fyldt med lort”. Den slags bemærkninger fik 19-årige Malthe Lyth Jensen fra Herning en del af fra kammeraterne, da han begyndte på VVS-energiuddannelsen på Herningsholm Erhvervsskole for halvandet år siden. De lavede sjov med, at han havde lyst til at tage den praktikplads hos VVS-firmaet Gunnar Kristensen A/S, han havde fundet og begynde at uddanne sig til VVS-blikkenslager. Men det varede ikke længe, før vittighederne forstummede.
"Lige så snart pengene fra min første lønseddel kom ind på kontoen, og de stod der med deres SU, fik man ligesom lidt mere respekt. Og så begyndte de at forstå, at det altså handler om SÅ meget mere end at rode med toiletter, når man er VVS’er", siger Malthe Lyth Jensen.

 
 

Var aldrig selv i tvivl
Han havde aldrig selv været i tvivl om, at han ville være VVS’er. For det er hans far også, og gennem årene har han været med ham på arbejde og oplevede, at både det tekniske arbejde og kundekontakten tiltrak ham. Og da han begyndte på uddannelsen, blev han ikke skuffet.
"Jeg er vild med, at det veksler mellem skole og praktik, så man ikke bare skal sidde stille hele tiden. Undervisningen – i alt fra matematik og engelsk til teknikken bag gulvvarmeanlæg og solvarmesystemer – er spændende, fordi man hele tiden får bygget flere lag på sin teori, og så kan man komme ud i virkeligheden og mærke, at man er blevet bedre", fortæller Malthe Lyth Jensen.

blockquote Undervisningen - i alt fra matematik og engelsk til teknikken bag gulvvarmeanlæg og solvarmesystemer - er spændende, fordi man hele tiden får bygget flere lag på sin teori, og så kan man komme ud i virkeligheden og mærke, at man er blevet bedre blockquote2

 
 

Ophold i Nepal gav oplevelser og selvtillid
Vennerne spidsede i øvrigt også ører, da Malthe Lyth Jensen fik mulighed for et tre ugers ophold i Nepal. Det blev han tilbudt af Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og arbejdsgiverorganisationen Arbejdsgiverne, der kører et fælles projekt, hvor de støtter uddannelsen af nepalesiske VVS’ere. 
"Jeg og to andre VVS-lærlinge var med til at køre et efteruddannelseskursus på en teknisk skole i Katmandu. Det var vildt at opleve, at man som dansk lærling kunne lære nepalesiske svende med måske 20 års erfaring en hel masse. Mange af dem er selvlærte og har bare prøvet sig frem, og vi kommer med høj faglighed, nye metoder og værktøjer", fortæller Malthe Lyth Jensen.

 
 

Lærerigt at høre om ældre metoder
Omvendt synes han også, det var lærerigt at høre om de lidt ældre metoder, som de nepalesiske svende brugte.
"Inden for vores fag kommer der hele tiden ny teknologi, og det er fantastisk, men der kan altså godt være nogle gamle dyder, man kan holde fast i. Og de er jo i hvert fald nødt til det, fordi de ikke bare kan få fat i det nyeste grej", siger han.
Malthe Lyth Jensen var også ude og hjælpe med at genopbygge en jordskælvsramt skole i bjergene uden for Katmandu.
"Vi hjalp med at installere toiletter og håndvaske og lavede nogle vandtanke til dem. Det var på alle måder en stor oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Og det var spændende at få indtrykket af, at den danske VVS-uddannelse har et godt ry i udlandet, så man vil have gode muligheder for at kunne bruge den andre steder end i Danmark", siger han. 

blockquote Det på alle måder en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Og det var spændende at få indtrykket af, at den danske VVS-uddannelse har et godt ry i udlandet, så man vil have gode muligheder for at kunne bruge den andre steder end i Danmark blockquote2

 
 

Mange muligheder i faget
VVS-faget giver dog også gode praktik- og jobmuligheder inden for landets grænser. Men det kræver, at man selv gør en indsats.
"Det handler om, om man kommer med en attitude, der viser, at man synes, det er et fedt fag, og at man er parat til at give den en skalle. At man har ret ryg og er smilende", siger Malthe Lyth Jensen.
Selv satser han på, at arbejde som VVS’er i nogle år, efter at han er blevet færdiguddannet.
"Og så overvejer jeg også at læse videre til energiteknolog, som giver mulighed for at være projektleder på store byggepladser, eller også kan det være, jeg vil starte mit eget firma. Sandheden er, at der bare er rigtig mange muligheder for VVS’ere. Og det er et fag, hvor der altid vil være arbejde. Det kunne jeg godt tænke mig, at flere blev klar over. Ikke mindst forældre, når de skal rådgive deres børn om uddannelse. Det tænker jeg, en kampagne som Ditbarnsfremtid.dk kan være med til at hjælpe på", siger Malthe Lyth Jensen.