Hvad laver en gastronomuddannet? 

Som gastronom kan du arbejde med alt fra traditionel madlavning til høj-gastronomisk kogekunst og madproduktion. Gastronomer lever af at glæde andre ved at tale til deres sanser og smagsløg gennem dygtigt håndværk og kreativitet. Gastronomer kan arbejde i hele verden fra små lokale restauranter til store internationale hotelkæder eller i industrien med produktudvikling.

På gastronomuddannelsen kan du vælge specialerne gastronomsassistent, kok eller smørrebrød og catering. Uddannelserne tager 2-4 år afhængigt af specialeretning, og der er både gode muligheder for at få en praktikplads og et job efterfølgende. På skolen arbejdes der med talentudvikling for at udfordre de særligt dygtige elever, men også for at højne hele klassens niveau og begejstring for faget. 

Talentplejen er et lokomotiv for hele uddannelsen, hvor du også får mulighed for at snuse til molekylær gastronomi i udviklingen af nye retter. Hvis du allerede er fascineret af smag, konsistens og gode råvarer, er gastronomuddannelsen måske en af de muligheder, du skal kigge nærmere på. Få mere viden om gastronomuddannelsen her.

Som gastronom har du mulighed for at blive køkkenchef og stå for den daglige ledelse. Det er også køkkenchefen, der sammensætter menukortet og skaber restaurantens profil. En del gastronomer starter selvstændige virksomheder som restauratører, ligesom der også er gode jobmuligheder inden for industriel levnedsmiddelproduktion.

Som gastronom får du en bred vifte af jobmuligheder, som kan bruges på en rejse ud i verden - både under og efter uddannelsen. Gastronomer har mange muligheder for at finde arbejde andre steder end i køkkenet. Det kan være med en ledelsesfunktion på hoteller og restauranter, men også i fødevareindustrien som produktudvikler. Nogle gastronomer vælger alternative veje og bliver smagsdommere eller måltidskonsulenter efter flere års solidt branchekendskab.

Søger du endnu flere udfordringer, er der mange muligheder at vælge imellem. Her er blot et lille udpluk:

Valdemar ville være læge - nu drømmer han om at åbne egen restaurant

Valdemar Rømer var sikker på, at hans studentereksamen skulle føre ham mod lægestudiet, men et år i lære som kok ændrede hans planer. Nu er drømmen at åbne egen restaurant med molekylærgastronomi.

Kokkeeleven Niels: En vellykket aften i køkkenet er som at score mål i vigtig kamp

Det er suset. Det er fællesskabet. Og det er nørderiet med teknik og detaljer. Sådan beskriver 23-årige Niels Odgaard det at være kokkeelev. Han elsker at se de konkrete resultater af sit hårde arbejde, hver gang en tallerken sendes ud af køkkenet, og der kommer ros tilbage.

Mød eleverne på uddannelsen

Har du en passion for at skabe ekstraordinære madoplevelser for andre?

En del af fordelsuddannelserne for 2020

Det forventes, at der kommer til at mangle gastronomuddannede i fremtiden. Derfor er uddannelsen på 2020s liste over fordelsuddannelser. Ved at vælge en fordelsuddannelse styrker du dine chancer for at få en praktikplads samt at få et arbejde, efter du har færdiggjort din uddannelse.